Superligaopgør ender med stenkast og narkosigtelse

Et opgør i Superligaen mellem AaB og FCK er endt med, at en politibetjent fik kastet en sten i hovedet.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En person er anholdt for forsøg på vold mod politiet.

– Sagen vil blive efterforsket med henblik på sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion, skriver politiet.

Yderligere tre personer forlader søndagens fodboldkamp med en sigtelse.

– En person er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, en anden havde medbragt 15 kanonslag, mens en tredje person er sigtet for at affyring af et kanonslag på tribunen, skriver Nordjyllands Politi.

Efter fodboldkampen blev der kastet med sten. Det skete på en nærliggende togstation.

En betjent blev ramt i ansigtet og pådrog sig skader.

– Det var ikke umiddelbart muligt at identificere, hvem der kastede stenen, men der er blevet sikret spor og indhentet tekniske beviser i sagen, skriver politiet.

En anden person blev anholdt på Aalborg Banegård for vold mod tjenestemand i funktion.

Det skete, fordi han blev bortvist fra perronen og efterfølgende forsøgte at ramme patruljen med sten, lyder det fra politiet.

– Indledningsvist så vi rigtig gode takter fra de mange fans, men det er klart, at de afsluttende hændelser skæmmer det overordnede billede, siger vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi, Søren Pejtersen.

Kampen mellem AaB og FCK endte 0-0.

Fartsyndere skal i den kommende uge være ekstra opmærksom på specifikke veje, da politiet har offentliggjort, hvor deres fotovogne vil stå. Det gælder blandt andet flere meget befærdede landeveje