Beskyldte ham for at opdigte begivenheder: Forfatter sagsøger nu boganmelder

Illustrationsfoto.

Forfatter bog om kongehuset sagsøger anmelder for ærekrænkelse efter kritik af kildekritik.

Den 18. september udkom Peter Kramers bog ‘Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland’.

Ifølge forfatterens egen hjemmeside handler bogen om det danske kongehus’ “tætte forbindelser” til det nazistiske Tyskland.

Bogen fandt dog ikke genklang hos historiker og anmelder Gry Scavenius Bertelsen, der blandt andet påpegede i en anmeldelse i Flensborg Avis, at Peter Kramer på intet tidspunkt havde udvist kildekritik og endda havde opdigtet begivenheder.

Det fik Peter Kramer til at hive anmelderen i retten, da han opfattede påstandene som æreskrænkende.

Og nu har forfatteren altså indgivet stævning mod Gry Scavenius Bertelsen.

Det bliver Retten i Aarhus, der kommer til at afgøre, om anmelderen har krænket forfatterens ære.

Gav ultimatum

Inden Peter Kramer hev Gry Scavenius Bertelsen i retten, gav forfatteren hende et ultimatum.

Hun skulle trække anklagen tilbage inden 10 dage, ellers ville konsekvensen blive en retssag, hvor Peter Kramer ville kræve en tortgodtgørelse på 40.000 kroner.

Det skete ikke, og derfor kom opgøret i retten.

Da Flensborg Avis ikke er omfattet af den danske medieansvarslovgivning, har det ikke været muligt at forfølge sagen “ad de sædvanlige kanaler”, oplyser Peter Kramer i mail til Ritzau.

“Sagen handler ikke om penge, men om et utilladeligt angreb på min troværdighed som journalist,” lyder det videre fra Peter Kramer.

Advokat Tyge Trier, der repræsenterer Gry Scavenius Bertelsen, kommenterede for nylig muligheden for et sagsanlæg.

“Det er etableret retspraksis i Danmark og i Strasbourg, at anmeldere har vide rammer for at foretage kritiske vurderinger af for eksempel bogværker. Forfattere må tåle selv hård kritik af deres bøger,” har Tyge Trier sagt til Kristeligt Dagblad.

Titusindvis af billeder fra danske teatre er nu tilgængelige for alle. Dermed kan den brede offentlighed opleve dansk teaterhistorie.