Den ikoniske danske sodavand – Faxe Kondi – har nu officielt erobret sit første udenlandske marked.
For første gang nogensinde bliver Faxe Kondi en fast del af hylderne i et andet land end Danmark. Efter en succesfuld testperiode i Norge har nordmændene taget den populære danske sodavand til sig. Nu bliver den permanent lanceret.
I snart et år har sodavanden været på prøve i Norge, men salget har altså været virkelig godt. Så godt, at Royal Unibrew nu går all-in på det norske marked.
En uventet succes
Det norske marked er kendt for sin hårde konkurrence, hvor giganter som Sprite og 7Up dominerer. Alligevel har Faxe Kondi formået at skabe begejstring blandt de norske forbrugere.
‘Lanceringen har været planlagt i et stykke tid, men den startede for alvor med prælanceringen sidste sommer. Her solgte vi en lille mængde som en test. Men responsen fik os til at føle os trygge ved at investere på det norske marked nu’
Sådan fortæller Preben Owren, der er ansvarlig for mærkevarer i Hansa Borg & Solera, til Fødevarewatch.
70 millioner liter solgt i Danmark – nu skal Norge med på bølgen
I Danmark har Faxe Kondi en næsten kultagtig status. Den grønne sodavand har en markedsandel på hele 90 procent inden for lime- og citrussodavand. Den står også for næsten 20 procent af hele det danske sodavandsmarked.
Sidste år blev der solgt imponerende 70 millioner liter af den sukkerholdige “kondivand” i Danmark – og nu er målet at få nordmændene til at drikke endnu mere af den populære sodavand i 2025.
Faxe Kondi mod de store spillere
Med den officielle lancering i Norge går Faxe Kondi direkte i kamp mod nogle af verdens største sodavandsproducenter. Sprite ejes af Coca-Cola, mens 7Up er en del af Ringnes/Carlsberg – to af de helt tunge spillere på markedet.
Men hvis nogen kan tage kampen op, er det en af danmarks helt store sodavandsfavoritter.
‘Vi er meget optimistiske i forhold til at tage en stærk position på det norske marked og sælge flere Faxe Kondi i 2025 sammenlignet med prøveperioden i 2024,’ forklarer Preben Owren.
Faxe Kondi på vej til flere lande?
Hos Royal Unibrew har man aldrig lagt skjul på ambitionerne om at gøre Faxe Kondi til en international succes. Alligevel har sodavanden hidtil kun været en dansk eksklusivitet.
Men den norske succes kan nu bane vejen for, at flere lande snart får lov til at smage den ikoniske danske sodavand.