Verdensstjerne sammenligner Danmark med Hollywood: ‘Vi er opdraget anderledes’

Illustrationsfoto.

Den danske verdensstjerne har arbejdet både i Hollywood og Danmark. Alligevel mener han, at arbejdet ikke adskiller sig væsentligt.

Den danske skuespiller Caspar Phillipson har ad flere omgange været forbi mægtige Hollywood for at medvirke i film. Senest med den biografaktuelle storfilm ‘Maria’, hvor han spiller over for selveste Angelina Jolie.

Ifølge den 54-årige Caspar Phillipson er der dog ikke den væsentlige forskel på at arbejde i Hollywood kontra i Danmark.

“Selve arbejdet er i bund og grund det samme. I sidste ende er det jo, hvad der foregår mellem skuespillerne foran kameraet,” siger den danske stjerne til Ritzau.

Selvom han udfører det samme arbejde foran kameraet, uanset om det er i Hollywood eller Danmark, understreger han en markant forskel bag kameraet.

“Vi danske skuespillere har det med os, at vi taler med alle afdelinger – lys og fotografer for eksempel. Amerikanerne er opdraget anderledes. De er opdraget til, at man holder sig meget inden for sin egen faggruppe. Der er det jo meget mere fladt her. Og det er så godt!,” forklarer Caspar Phillipson videre.

Omstillingsparat som freelancer

Caspar Phillipson er nu tilbage i Danmark, hvor han er aktuel i sjette sæson af TV 2 Charlies krimisucces ‘Sommerdahl’, som netop ruller over skærmen.

Dermed vender skuespilleren tilbage i rollen som den skruppelløse plastikkirurg Arne Lind, der heller ikke tøver med at forskønne regnskaberne for selv at kunne stoppe ekstra i kitlen.

Det kræver kreative krumspring – og dem har Caspar Phillipson også erfaring med uden for kameraet. Dog altid inden for lovens rammer, understreger han.

“Livet som freelanceskuespiller er jo også et liv, hvor man skal være omstillingsparat og komme på gode idéer. Men den store forskel på Arne og mig er, at han går efter den hurtige gevinst på den korte bane. Og det tror jeg simpelthen ikke på som livsfilosofi. Jeg har et ret solidt familieliv og prioriterer det meget højt. Det giver mig kærlighed i mit liv og en mening med tilværelsen,” forklarer den 54-årige skuespiller.

Ud over Caspar Phillipson medvirker også Peter Mygind, Laura Drasbæk, André Babikian og Lise Baastrup på rollelisten.

‘Sommerdahl’ har taget hul på sin sjette sæson, og alle episoder kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

‘Pigen med nålen’ har høstet utallige roser siden premieren. Nu får filmen også international anerkendelse.