Fra i dag kan danske virksomheder søge om økonomisk støtte til at styrke deres cybersikkerhed. En ny tilskudspulje på 5,4 millioner kroner åbner, og midlerne skal hjælpe virksomheder med at analysere deres sårbarheder, udvikle nye cybersikkerhedsløsninger og sikre overholdelse af EU’s skærpede krav.
I takt med at truslen fra cyberkriminalitet vokser, bliver virksomheder i stigende grad nødt til at opruste deres forsvar mod digitale angreb. Ifølge minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, er initiativet en vigtig brik i at beskytte Danmarks digitale infrastruktur:
‘Vi lever i en verden med et alvorligt og komplekst trusselsbillede, hvor det mere end nogensinde er vigtigt for vores virksomheder at have styr på deres cybersikkerhed. Med denne pulje gør vi en aktiv indsats for at understøtte virksomhedernes cybersikkerhedsprojekter og bidrage til, at danske virksomheder har nogle af de bedste cybersikkerhedsløsninger,’ siger han i en pressemeddelelse.
Puljen administreres af Det Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed (NCC) og er en del af en større indsats, hvor der i alt uddeles 17,8 millioner kroner fra 2024 til 2025.
Virksomheder kan søge midler frem til den 20. april 2025, og støtten kan blandt andet bruges til at opfylde de nye EU-krav inden for cybersikkerhed, herunder NIS 2-direktivet og Cyber Resilience Act.
Med stigende cybertrusler og skærpede lovkrav er konkurrencen om midlerne forventet at blive hård – og virksomheder, der vil sikre sig en del af puljen, bør handle hurtigt.
Måske sidder du og tænker, hvordan det egentlig ser ud med trusselbilledet i Danmark i forhold til cybersikkerhed. Til det skriver Center For Cybersikkerhed på sin hjemmeside:
‘Cybertruslen mod Danmark er meget høj. Det gælder både for cyberkriminalitet mod myndigheder, virksomheder og borgere og for myndigheder og virksomheder, der udsættes for cyberspionage fra fremmede stater. CFCS udgiver løbende trusselsvurderinger og undersøgelsesrapporter, som organisationer kan anvende i deres risikovurdering, når de skal prioritere deres beskyttende indsats’