Markante ændringer i populært TV 2-program

Foto: TV 2 / Thomas Sinkbæk

Snart løber den nye sæson af TV 2-programmet ‘Nybyggerne’ af stablen. Den kommende sæson byder på markante ændringer.

Snart vises det første afsnit af det populære TV 2-program ‘Nybyggerne’.

Programmet starter på sin tiende sæson, men det bliver ikke helt, som man kender det fra tidligere.

De to faste dommere, tømrer og snedker Önder Yazar samt indretningsarkitekt Sif Steendahl Grandorf, der selv deltog i programmet i 2019, får nemlig hjælp fra udvalgte gæstedommere.

Det skriver TV 2.

“Nybyggerne fejrer ti-årsfødselsdag i år, og vi synes, det klæder programmet at få lidt nyt tilføjet,” siger TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg til mediet.

Gæstedommernes rolle er at vurdere ugens rum ud fra et særligt benspænd, som parrene skal forholde sig til. Vinderne af de særlige benspænd får 5000 kroner til deres byggeprojekt oveni startbeløbet.

Ekstraopgaven kommer ud over den almindelige dommerbedømmelse og ugepræmien på 20.000 kroner.

Gæstedommere og spændende opgaver

Gæstedommerne tæller naturvejleder og tv-vært Emil Sanderhoff, som i episode to vurderer, hvem der har mest biodiversitet i forhaven.

Derudover skal vinderne, Nibras og Obaid, kåre den baghave, de bedst kan lide i episode fem.

I episode syv skal kok og opskriftsudvikler Hannah Grant desuden vurdere hvilket par, der har bedst funktionalitet i deres køkken.

Ifølge mediet vil nogle af rummene også indeholde bundne opgaver. Det drejer sig om soveværelset, forhaven, det første værelse, badeværelset og baghaven.

Opgaverne kan enten være fælles for alle parrene eller individuelle, som deltagerne skal forholde sig til. Eksempler på opgaver kunne være at lave et møbel af genbrugsmateriale eller en hjemmelavet lampe.

Første afsnit af tiende sæson af ‘Nybyggerne’ vises torsdag den 13. februar klokken 20 på TV 2. Det kan også ses på TV 2 Play.

DR er i gang med at sætte et splinternyt program sammen, hvor flere kendte ansigter også kan findes på rollelisten.