Bruger millioner på stort madprojekt: Børnefamilier skal spise sundere og grønnere

Et nyt initiativ, hvortil der er bevilliget knap 50 millioner kroner, skal hjælpe børnefamilier med at spise mere sundt og grønt.

Mange kender nok følelsen af, at man ønsker sig at spise mere grønt.

Særligt for børnefamilie kan det være svært, da både arbejde, børn og familieliv skal gå op i en højere enhed.

Derudover kommer så det at få spist sundt og grønt nok.

Ingredienser som linser og bønner kan være svært for børnefamilierne at få benyttet i maden, så den stadig er lækker og nem og tilberede.

Derfor vil de kommende tre år byde på inspiration til sammensætning af sunde og grønne måltider for børnefamilier, der samtidig følger De Officielle Kostråd.

Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

‘Et godt initiativ’

Initiativet har fået en samlet bevilling på 47,2 millioner kroner fra Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden.

Derfor lancerer Fødevarestyrelsen, Madkulturen og Forbrugerrådet TÆNK nu projektet ‘Smag dig frem – gør Danmark grønnere’.

Sideløbende kommer DR til at sætte fokus på dansk madkultur nu og i fremtiden, gennem en række programmer.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) lægger vægt på, at han mener, at folk skal have frihed til at spise, hvad de vil.

Men for ham handler det også om, at folk har forskellige muligheder i form af viden og oplysning.

‘Samtidig står vi midt i en tid, hvor det er nødvendigt at spise grønnere af hensyn til både vores sundhed og klimaet. ‘Smag dig frem’ er et godt initiativ, fordi det hjælper familier med at omsætte gode intentioner til konkrete valg i en travl hverdag. Jeg er glad for, at projektet har fokus på både børn og forældre, siger han.

En del af det nye projekt indebærer også, at man vil uddanne et lokalt underviserkorps, der skal afholde gratis familiekurser i madlavning i almene boligområder.

Det gør man for at gøre madlavning til en sjov og involverende aktivitet for både børn og forældre.

‘Vi ved fra undersøgelser, at færre og færre børn deltager i madlavningen derhjemme, og forhåbentlig kan det her initiativ være med til at styrke samtalen om råvarer, mad og traditioner i familierne,’ afslutter Jacob Jensen.

De landsdækkende initiativer kombineres med lokale indsatser i flere kommuner.

Det gælder kommunerne Svendborg, Kolding og Slagelse, hvor op mod 10.000 børnefamilier får redskaber til at gøre grønnere og sundere madvalg til en helt naturlig del af hverdagen.

Midt i en samtale om tryghed mellem et folketingsmedlem og justitsministeren, opstod der pludselig tummult. En mand blev stukket ned og efterfølgende hastet på hospitalet.