Mand henrettet på sjælden måde: Kun fjerde gang det sker

I Alabama er mand natten til fredag blevet henrettet på højst sjælden vis. Det er fjerde gang, at metoden anvendes.

En dødsdømt mand, der har begået flere voldtægter og drab, er i USA natten til fredag blevet henrettet.

Det er 52-årige Demetrius Frazier der i delstaten Alabama natten til fredag blev henrettet på en ret så sjælden måde.

Frazier modtog sin dødsdom i 1996, efter at han blev fundet skyldig i drabet på den 40-årige kvinde Pauline Brown i 1991 i Birmingham, som ligger i Alabama.

Ifølge dommen brød han ind i hendes lejlighed, hvor han voldtog hende og skød hende i hovedet.

I en jury stemte ti ud af 12 medlemmer for, at han skulle straffes med døden.

Retsdokumenter i sagen viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at Frazier, som er sort, dengang anklagede juryen, som i vid udstrækning bestod af hvide personer, for racisme.

Demetrius Frazier er desuden dømt for i 1992 at have voldtaget og dræbt en 14-årig pige, Crystal Kendrick, i delstaten Michigan.

Dødsstraf er ikke lovligt i Michigan, hvor han i stedet afsonede en livstidsdom for voldtægt og drab på Kendrick – og for yderligere to voldtægter.

I 2011 blev han flyttet til et fængsel i Alabama. Forsøg på at få ham flyttet tilbage til Michigan for at afsone livstidsdommen er blevet afvist.

Natten til fredag blev han så henrettet ved brug af nitrogen – kvælstof.

Det er fjerde gang i delstatens historie, at metoden – hvor den dødsdømte tvinges til at inhalere ren nitrogen – tages i brug.

Også forsøg på at anke beslutningen om henrettelse ved nitrogen, hvor det har lydt, at metoden er en “ondskabsfuld og usædvanlig straf”, er blevet afvist.

Frazier blev henrettet i et fængsel i byen Atmore.

Ifølge fængselsmyndighederne i Alabama indtraf døden klokken 18.36 lokal tid – klokken 01.36 natten til fredag dansk tid.

Sidste år fandt tre henrettelser med nitrogen sted i Alabama. Det er aktuelt den eneste delstat i USA, hvor metoden bliver brugt.

Andre delstater bruger i stedet en dødelig indsprøjtning.

/ritzau/AFP