Der er brug for en endegyldig afklaring af rigsfællesskabets fremtid, for det nuværende limbo mellem Danmark og Grønland er ikke hensigtsmæssig.
Derfor er en folkeafstemning om grønlandsk selvstændighed en god ide.
Det siger Karsten Hønge, Grønlandsordfører for SF, til en konference om rigsfællesskabets fremtid i Folketinget.
– Det er ikke til at holde ud i længden, at man hver morgen står op, og det første, ens partner gør, er at sætte nummeret ”Should i stay or should i go” på, siger Karsten Hønge.
Han henviser dermed til sangen af bandet The Clash, hvis titel beskriver tvivlen om, hvorvidt man skal blive eller smutte i en kærlighedsrelation.
– Beslut dig dog. Jeg elsker dig, men hvis du ikke vil bo med mig, skal du ikke, siger Karsten Hønge.
Også fra De Konservative vil man gerne en form for afklaring.
– Jeg mener, at rigsfællesskabet har meget at byde på for alle tre lande, og jeg håber, at vi kan bevare det, siger Rasmus Jarlov, Arktisordfører for partiet.
Han mener, det er problematisk, at debatten om selvstændighed ikke rummer nogle klare modeller.
– Jeg mangler at se et bud på en bedre konstruktion. Det er meget ukonkret, hvad man vil have i stedet for. Der bliver talt meget om, at der skal være mere ligeværdighed, og det kan man ikke opdrive en opposition til, siger Rasmus Jarlov.
SF-politikeren Karsten Hønge betoner, at han i årevis har opfordret grønlænderne til at tage en folkeafstemning om, hvorvidt Grønland skal forblive i rigsfællesskabet eller løsrive sig.
Karsten Hønge vil gerne, at relationen mellem Danmark og Grønland styrkes.
Selv om situationen i øjeblikket er tilspidset, og den amerikanske præsident Donald Trump truer med overtagelse af Grønland, kan det vise sig at være en positiv katalysator for rigsfællesskabet, mener han.
– Jeg kan se en Fugl Fønix rejse sig fra asken med en ny måde at være sammen på, siger han.
Øjeæblet bristede under brutal tortur, da en dansk mand ikke kunne betale sin gæld.