Man kan både grine og græde til den nye børnefilm “Honey”, skriver Kristeligt Dagblad.
Familiefilmen “Honey” er “sjov og godhjertet”
Sådan lyder det i Berlingskes anmeldelse af Natasha Arthys film om 13-årige Honey, der elsker musik og har en tendens til at lyve om sig selv.
Danmark har ifølge avisen tidligere haft en stærk tradition for børnefilm, men de seneste år er børnene blevet “helt opgivet”.
– Instruktøren Natasha Arthy har holdt fast i den gamle formel med at lave film i øjenhøjde med de 12-13-årige, som hendes film handler om, og det skal hun have ros for, skriver Berlingske.
Anmelderen kvitterer med tre stjerner til “Honey”, der har biografpremiere torsdag.
Hos Kristeligt Dagblad er man enig i den konklusion. Og “Honey” er både en god film, og den lander et “tiltrængt sted”, lyder det i anmeldelsen.
– “Honey” er en god og hjertevarm familiefilm, som man både kan græde og grine til.
– Det er så godt som umuligt ikke at komme til at knuselske den ukuelige, lille overlever, der charmerer med sin søde, ukulele og sprøde sangstemme, skriver avisen.
Filmen får fire stjerner af Kristeligt Dagblad.
“Honey” er baseret på Mette E. Neerlins bog “Hest, Hest, Tiger, Tiger”.
Hovedpersonen Honey spilles af 14-årige Selma Sol í Dali Pape. Hendes præstation høster roser fra flere anmeldere.
Soundvenue skriver blandt andet, at hun ikke bare er “pissesød”, men også “sjældent gribende og dybt sympatisk”.
– Og den mangefacetterede kunster cementerer sig nok engang som Danmarks hurtigskydende stjerneskud, skriver mediet, der giver filmen fire stjerner.
Selma Sol í Dali Pape fik sit store gennembrud i julekalenderen “Julefeber”, der er instrueret af selvsamme Natasha Arthy
Også Politiken hæfter sig ved den unge skuespillers præstation i familiefilmen.
– Hendes smil lyser og er svært at slukke, men når det kræves, skruer hun det ned til antydningens kunst. Som en sol i disen, der enten er på vej til at forsvinde eller bryde frem, lyder det i anmeldelsen.
Her får “Honey” tre hjerter.
/ritzau/