Tysker forlader efter fire år stillingen som topchef i Lidl Danmark. Han skal hjælpe sin efterfølger på plads.
Discountkæden Lidl skal have ny administrerende direktør i Danmark.
Det skriver kæden i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Lidl har udpeget Georgios Tokatlis, der har været i organisationen i to årtier, til at skulle tage over for tyske Jens Stratmann.
– Lidl runder 20 år i Danmark i år og har i den grad etableret sig i danskernes bevidsthed som en dagligvarekæde, hvor kunderne ved, at de får kvalitet for pengene, en god indkøbsoplevelse og ikke mindst tager ansvar for danskernes sundhed, siger Tokatlis i meddelelsen.
– Jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde med yderligere ekspansion, en endnu højere markedsandel i Danmark samt bidrage til vigtige dagsordener i samfundet.
Han tiltræder snarest, skriver Lidl videre. Først skal han dog køre parløb med Jens Stratmann for at komme helt på plads i sin nye stilling i Danmark.
Tokatlis skal blandt andet lære det danske marked, som han gerne vil erobre en større andel af, bedre at kende.
Stratmann har været administrerende direktør i Lidl Danmark de seneste fire år.
Ifølge mediet Finans åbnede kæden sine første 13 butikker i Danmark tilbage i 2005.
Siden er det blevet til 160 butikker og over 4000 medarbejdere.
/ritzau/