Sammen med flere hundrede andre støtter af Sydkoreas suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol, har en rockmusiker søndag brudt ind i en retsbygning i Seoul, mens han livestreamede.
Den syv timer lange livestream fra musikeren Choi Jin-ho, der har 150.000 følgere, viser scener af kaos, hvor Yoon-støtter benytter brandslukkere til at bryde døre op og smadre vinduer, mens de stormer op ad trapperne i bygningen.
Domstolen i Sydkoreas hovedstad udstedte en arrestordre på Yoon, og demonstranternes indtrængen i retsbygningen sker, efter at varetægtsfængslingen af den suspenderede præsident lørdag blev forlænget.
Begrundelsen er, at der er en “bekymring” for, at Yoon, der onsdag blev anholdt efter flere mislykkedes forsøg, kan “ødelægge beviser” i sagen mod ham, hvis han løslades.
Yoon efterforskes blandt andet for oprør og misbrug af præsidentembedet, efter at han i december meget overraskende indførte militær undtagelsestilstand.
Det lokale politi oplyser, at det efterforsker, hvorvidt højreorienterede youtubere har været involveret i indbruddet.
Den 32-årige bygningsarbejder Cho Min-shik er blandt de demonstranter, der har brudt ind i bygningen for at vise deres utilfredshed.
Efter at være trængt ind i bygningen er hans hånd dækket af blod, og han fortæller, at tilbageholdelsen af Yoon er “sammenbruddet af Sydkoreas retssystem”.
Politiet har indsat 1400 betjente i forsøget på at dæmpe urolighederne ved retsbygningen, og Yoons juridiske team har udsendt en erklæring, der giver domstolen og politiet skylden for hændelsen.
Yoon sidder fængslet i et arresthus i Seoul, og domstolens kendelse åbner for, at han kan tilbageholdes i op til 20 dage.
Indtil videre har han afvist at svare på spørgsmål under forhør, og det er uklart, om han vil samarbejde med efterforskere fra Sydkoreas særlige enhed for korruptionsefterforskning (CIO).
Den suspenderede præsident står også over for en rigsretssag.
AFP