Efter 25 år har det historiske danske museum nu endegyldigt truffet beslutning om at lukke for offentligheden.
Nu er det blevet en realitet. Efter 25 år lukker Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Kolding Fjord officielt dørene for besøgende.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Fremover vil man således ikke kunne besøge Dansk Sygeplejehistorisk Museum i fysisk forstand.
Museets samlinger vil dog stadig blive tilgængelige gennem digitale platforme.
Årsagen til beslutningen skyldes et ønske om at bringe sygeplejehistorien ind i fremtiden og gøre den tilgængelig for et større publikum.
”Vi vil fremtidssikre den sygeplejehistoriske arv og skrue op for tilgængeligheden af sygeplejehistorien, så endnu flere kan få glæde af de 25 års arbejde, der ligger bag,” siger Kristina Robins, formand for Fonden for Dansk Sygeplejehistorisk Museum, i pressemeddelelsen.
Afgørende rolle i samfundet
I mere end 125 år har sygeplejen spillet en afgørende rolle i udviklingen af det danske sundhedsvæsen samt været en væsentlig del af fortællingen om kvinders indtog og rolle på arbejdsmarkedet i Danmark.
På baggrund af et lavt besøgstal har det dog ikke været muligt for Dansk Sygeplejehistorisk Museum at sikre en bæredygtig økonomi.
Og nu har museet altså truffet en beslutning om at lukke permanent – dog understreger formand Kristina Robins vigtigheden af at opretholde et stærkt fundament for formidlingen af sygeplejehistorien fremover.
”Formålet med Dansk Sygeplejehistorisk Museum har altid været at sikre og formidle sygeplejens historie. I en tid, hvor man i højere og højere grad indhenter sine informationer og viden online, ser vi en digitalisering af sygeplejehistorien som en oplagt mulighed for at nå endnu flere” siger Kristina Robins videre i pressemeddelelsen.
En naturlig del af udviklingen
Museumsleder Trine Gjesing Antvor ser det ligeledes som en naturlig del af museets udvikling, at samlingen nu digitaliseres.
”Det har været et stort privilegie at være med til at formidle sygeplejens vigtige historie i de fantastiske rammer ved Kolding Fjord. Nu fortsætter rejsen helt naturligt med et mere digitalt setup, og jeg glæder mig til at følge med i den spændende fremtid,” siger Trine Gjesing Antvor.
Arbejdet med at digitalisere museets centrale samlinger er nu i gang, så sygeplejehistorien fra 2026 kan opleves online.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Kolding Fjord har haft sidste åbningsdag for offentligheden.