Onsdag aften er politiet ankommet til motorvejen sammen med vejhjælpen. Motorvejen har været helt spærret.
Der er opstået massiv kø efter politiet har spærret flere spor på motorvejen. Patruljebilerne holder midt på kørebanen og betjentene er i gang med at lede efter genstande.
Det fortæller Presse-fotos.dks udsendte på stedet.
“Betjentene går rundt med lygter og lyser i buskene ved vejbanen. Det ser ud som om de leder efter noget mistænkeligt”, lyder tilbagemeldingen fra Køge Bugt Motorvejen.
Det ene spor er fortsat spærret i retningen fra Køge mod Avedøre mellem <31a> Solrød S og <30> Solrød N.
Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at man var nødt til at spærre motorvejen helt, da man havde fået en anmeldelse om flere biler, som havde ramt genstande på kørebanen.
“Vi får en anmeldelse om en udenlandsk lastbil, som har fået sprængt dækket, så der ligger dækrester på kørebanen. Den indledende melding lød, at 20 biler havde ramt dækresterne”, fortæller vagtchef Bøje Rasmussen til Presse-fotos.dk og fortsætter:
“Der er nu ved at være helt ryddet og der er ikke tale om personskade i forbindelse med hændelsen. Vi er nu kørt fra stedet og videre til andre opgaver”, afslutter vagtchefen.
Aktionen har gjort, at der fortsat er massiv kø, som strækker sig over flere kilometer.