Søren Østergaard, der nok bedst er kendt for Zirkus Nemo, har gennem længere tid haft økonomiske udfordringer – nu må han dreje nøglen om.
Smadremanden, Bager Jørgen og Målermanden. Tre elskede karakterer fra Søren Østergaards gakkede univers, når han turnerer land og rige rundt med Zirkus Nemo.
I 2024 kunne cirkusset fejre 25 års jubilæum, hvilket blev fejret med et brag af en turné, der både svingede forbi Hundested og Odense – foruden de 12 andre byer Søren Østergaaard besøgte med Zirkus Nemo, naturligvis.
Men festfyrværkeriet og konfettien havde knap lagt sig, før der nu er dårlige nyheder fra den 67-årige gøgler.
Ifølge Kendte.dk drejer multikunsteren nemlig nøglen om på sin antikvitetshandel, der ligger på Store Kongensgade i København.
Butikken hed ‘Kunst og Karruseller’ og her solgte Søren Østergaard alt fra karruseller i fuld størrelse til vippeelefanter.
Ifølge mediet står lokalet nu tomt tilbage med et skilt i vinduet, der indikerer, at man søger nye lejere.
Problemer med skat
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at cirkusdirektøren havde en skattegæld.
Derfor gjorde Skattestyrelsen sidste år et udlæg i en Mercedes Benz lastbil for 1.1 millioner kroner.
Ifølge Tinglysningen skulle Søren Østergaard ikke længe efter det have solgt en ejendom i Brædstrup, der ligger i Østjylland.
Ejendommen blev angiveligt brugt til opbevaring af lastbiler og cirkusvogne, der bruges til Zirkus Nemo.
Da han købte ejendommen i 2019 måtte han slippe 900.000 kroner, hvilket betød, at da han solgte stedet, var det med 1.350.000 kroners fortjeneste.
Ifølge Kendte.dk har Søren Østergaard dog ikke i sinde at lade Zirkus Nemo falde på samme vis som butikken.
Til mediet siger han, at hverken økonomi eller hans parkinsons sygdom skal gøre en ende på det højt elskede cirkus.