Med et milliontilskud fra Kulturministeriet og Udenrigsministeriet skal flere danske kulturaktører stå for kulturprogrammet under Danmarks EU-formandskab i 2025.
Kulturministeriet og Udenrigsministeriet afsætter 2,5 millioner kroner til et kulturprogram.
Det sker i forbindelse med det kommende danske EU-formandskab, der løber fra den 1. juli til den 31. december 2025.
Kulturprogrammet vil blive gennemført af et konsortium bestående af Kulturmødet Mors, Ungdomsbureauet (der står bag Ungdommens Folkemøde), Dansk Kulturinstitut, Ung Kult samt Grundtvigsk Forum.
De blev således valgt gennem en ansøgningsrunde til et open call.
Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Et ambitiøst og bredt kulturprogram til unge
Samtlige aktører har bidraget til et ambitiøst og bredt kulturprogram med fokus på unge og samspillet mellem dansk og europæisk kultur.
Kulturprogrammets hovedaktiviteter finder sted under Kulturmødet Mors den 21-23. august og Ungdommens Folkemøde den 3-4. september 2025.
Her vil begge platforme have et særskilt europæisk fokus og skabe rammer for, at kunsten og kulturen kan inspirere samt invitere til fællesskab, refleksion og oplysning blandt europæiske unge.
Ud over aktiviteterne under Kulturmødet Mors og Ungdommens Folkemøde, vil der ligeledes være flere andre aktiviteter rundt i hele landet.
Aktiviteterne vil blandt andet omfatte små festivaler med ”kunstøjeblikke” i det offentlige rum. For eksempel operasang fra en altan, digtoplæsning i busser og performativ kunst foran supermarkeder.
Du kan læse mere om open call til kulturprogrammet her.