En dansk by arbejder på et multikulturhus, der skal blive et samlingspunkt for borgerne. Huset skal etableres i en gammel Netto-bygning.
Et udviklingsråd i Rødekro har lavet en omfattende plan, der har til hensigt at give den sønderjyske by en tiltrængt fornyelse.
Med udgangspunkt i bymidten arbejder den sønderjyske forstad til Aabenraa således på at etablere et multikulturhus inden for få år.
Det skriver JydskeVestkysten.
Planen, der bærer titlen ‘Den grønne stationsby’, har allerede resulteret i etableringen af Hærvejsparken, som efter planen åbner den 12. april.
Og næste punkt på listen er altså multikulturhuset.
Tilføjelsen ’multi’ henviser til, at kulturhuset også skal rumme byens eksisterende bibliotek, som ligeledes flytter ind i en gammel Netto-bygning – lige ud til Hærvejen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Plads til alle
Multikulturhusets formål er ligeledes at fungere som et ‘Hærvejshotspot’, hvor vandrere og cyklister blandt andet kan nyde en kop kaffe og få information om byen og området.
“Det skal være et sted, hvor man mødes og hygger sig sammen. Hvor børnefamilier tager hen med madpakker i weekenden, og hvor der er rum til foredrag og musik. Vi har ikke rigtigt steder i byen, hvor man kan gå hen i sit hverdagstøj og høre en intimkoncert en fredag aften,” forklarer Helle Lausten, der er forperson for Rødekro Udviklingsråd, til mediet.
Multikulturhuset er budgetteret til 21,5 millioner kroner og forventes at åbne i 2027.
Her skal midlerne blandt andet bruges på at gøre bygningen mere indbydende. Blandt andet ved at tilføje flere vinduer, således man kan få et kig ind i aktiviteterne.
For nuværende foreligger endnu ikke et færdigt koncept for kulturhuset i Rødekro – ej heller en plan for dets drift.
Visionen derimod er enkel: det skal “være et levende hus, hvor borgere selv skal være med til at lave aktiviteter”.