Omfattende politiaktion i gang på 14. time: Flere afspærringer lige nu

Politiet fik tidligt tirsdag aften en anmeldelse, der har igangsat en længerevarende anholdelsesaktion. Siden da har politiet arbejdet ved en adresse, mens flere områder er blevet afspærret. Senest har politiet onsdag morgen meldt ud, at et kryds er afspærret.

‘Flere politipatruljer arbejder tirsdag aften med at undersøge et mistænkeligt forhold, som har ført til afspærring af en gade.

Politiet oplyser, at afspærringen fortsat er gældende, og at man på nuværende tidspunkt ikke kan sige, hvor længe indsatsen vil vare.’

Sådan skrev vi tirsdag aften i forbindelse med politiets tilstedeværelse i et område. Aktionen har varet i over et halvt døgn og er nu i gang på 14. time.

Onsdag morgen løfter politiet lidt mere af sløret for, hvad årsagen til tilstedeværelsen er.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses politiets tilstedeværelse tirsdag aften – Presse-fotos.dk bringer snarest nye billeder fra stedet.

I en pressemeddelelse tirsdag morgen oplyser Sydøstjyllands Politi, at man tirsdag aften klokken 18.37 fik en anmeldelse, der resulterede i, at man rykkede ud.

‘Arbejdet med sagen ledte politiet frem til en person, der opholder sig på en adresse i Vendersgade i Fredericia,’ skriver politikredsen.

Vendersgade er ifølge politiet blevet afspærret fra Fynsgade til Sjællandsgade med henbilk på at gennemføre en anholdelse af personen.

Kort efter klokken 08 oplyser politiet, at krydset ved Fynsgade og Vendersgade ligeledes er blevet afspærret for at sikre arbejdsbetingelserne på stedet.

Borgere i området bedes respektere politiets afspærringer og anvisninger samt finde alternative ruter, lyder det.

“Omstændighederne omkring anmeldelsen og vores efterfølgende arbejde gør, at vi har valgt at afspærre dele af Vendersgade. Vi ved, at foranstaltningerne kan være generende, men vi vurderer dem nødvendige for at foretage den ønskede anholdelse på den mest sikre måde. Vi ved ikke, hvor længe afspærringerne vil vare, men indtil vi kan fjerne dem, skal borgere benytte andre veje,” siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

Se også
Mystisk politiaktion i gang: Politiet afspærrer hel gade

(Artiklen fortsætter under billedet)

Adskillige politikøretøjer er i området – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Det oplyses videre i pressemeddelelsen, at hvis man bor i den afspærrede del af Vendersgade og er hjemme, skal man blive indenfor.

Hvis man bor i Vendersgade og derimod ikke er hjemme, skal man vente med at komme hjem, indtil politiet melder andet ud.

‘Hvis man her til morgen skal på arbejde i Vendersgade, kan man kontakte politiet ved krydset Sjællandsgade/Vendersgade,’ forklares det.

Afslutningsvist oplyses det, at hvis beboere i området har behov for at tale med politiet, kan politikredsen kontaktes på telefon 114.

Sydøstjyllands Politi vil dele yderligere oplysninger, så snart det er muligt.

Presse-fotos.dk følger sagen tæt og bringer disse opdateringer.

Se også
Massivt politiopbud ved mistænkeligt forhold: ‘Flere personer er flygtet fra stedet’

Korte videoer