Der er flere måder at glæde sig til julen på. Nogen pynter inde i stuen, andre pynter husfacaden og haven. Men der er også flere, som er begyndt at udsmykke sine biler. En trend, som kan have konsekvenser.
Poltiet har flere gange oplevet, at danskerne er så begejstret for jul og biler, at de slår de to interesser sammen.
Med flere hundrede små julelys i forskellige farver, kører unge rundt og lyser vejene op. Men det er en ulovlig trend, som kan give bøder.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Facebook.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Især én af bilerne, som politiet har spottet, fik både betjente og trafikanter til at spærre øjnene op, skriver politikredsen i opslaget.
“En formiddag sidst i november kørte Jan, der er nærbetjent i Kalundborg, på Dyssevej i Ubby ved Jerslev i Kalundborg, da han mødte en noget opsigtsvækkende vogn. En bil der var total udsmykket med multicolor julelys, kom kørende forbi patruljen. Det blå blink falmede helt ved siden af lysshowet, da Jan ville standse bilisten, en ung mand fra Kalundborg”, lyder det i opslaget på Facebook.
Betjenten Jan måtte have været i julehumør, da han stoppede bilisten, som slap med en løftet pegefinger.
Politiet opfordrer dog alle til ikke at udsmykke sine biler med julelys, da det tager opmærksomheden væk fra vejen og bilens egne lygter.