Paven åbner Peterskirkens hellige dør og indvier jubelåret

Illustrationsfoto

Flere end 30 millioner pilgrimme forventes at strømme til Vatikanet, efter at pave Frans tirsdag, juleaften, har indviet jubelåret – en katolsk tradition, hvor paven giver troende fuldstændigt aflad for deres synder.

Den 88-årige pave, som på det seneste har døjet med forkølelse, blev kørt til Peterskirkens hellige dør i Vatikanet i sin kørestol.

Paven bankede på den udsmykkede bronzedør, som åbnede sig for ham, inden han kunne køre ind i den berømte kirke til lyden af Peterskirkens kirkeklokker.

I løbet af de næste 12 måneder kan pilgrimme gå i pavens fodspor gennem den hellige dør, som normalt er lukket, fordi de har fået aflad for deres synder.

På kirkebænken sad blandt andet Italiens premierminister, Giorgia Meloni, og overværede pavens gudstjeneste. Tusindvis kunne se med på storskærm uden for kirken.

Lisbeth Dembele, en 52-årig tilrejsende fra Frankrig, besøgte Vatikanet, som ligger i den italienske hovedstad, Rom, tidligere juleaftensdag.

– Det er første gang, jeg er i Rom. Jeg føler mig meget velsignet over at kunne stå her i Vatikanet, sagde hun om oplevelsen.

Pave Frans, som er fra Argentina, har sagt, at jubelårets motto er “håbets pilgrimme”. 

Han forventes at gentage sin opfordring til fred i verden.

Han fik i weekenden vrede ord med på vejen fra Israel, efter at han havde fordømt “grusomheden” af de israelske angreb, som har kostet børneliv i den krigsplagede Gazastribe.

Jubelåret finder som udgangspunkt sted hvert 25. år. 

I den katolske kirke er det tænkt som et år, hvor man kan reflektere over og råde bod på sine synder. Året giver desuden typisk anledning til koncerter, udstillinger, konferencer og andre begivenheder.