To journalister er blevet dræbt i et skyderi kort før et pressemøde med Haitis nye sundhedsminister i hovedstaden Port-au-Prince.
Det oplyser en journalist, der ønsker at være anonym.
Regeringen havde inviteret til et pressemøde på statshospitalet, hvor den nye minister, Duckenson Lorthe Blema, ville blive præsenteret. Det var her, at bevæbnede mænd åbnede ild mod gruppen af journalister.
Ud over de to journalister blev også en politibetjent dræbt.
Lokale medier sendte angrebet live. Videoer viser journalister krybe sammen på gulvet i hospitalets lobby, mens der skydes imod dem. Nogle ser ud til at være ramt og bløder.
Væbnede grupper har næsten total kontrol over hovedstaden og har vide beføjelser over resten af landet. De har angrebet hospitaler for at demonstrere deres magt over regeringen og har tvunget de fleste til at lukke.
Leslie Voltaire, der leder Haitis midlertidige præsidentråd, har kommenteret på episoden i en videobesked.
– Det, der skete i dag, er uacceptabelt, siger han.
Det fremgår ikke, hvilket køn de to journalister havde, eller hvem der udførte angrebet.
Sundhedsminister Duckenson Lorthe Blema blev indsat i november under en omrokering i regeringen, efter at den tidligere premierminister Garry Conille blev afsat blot seks måneder inde i sin embedsperiode.
Statshospitalet er landets største offentlige hospital, men det har været lukket, siden antallet af angreb fra bander steg kraftigt i marts. Det fik tidligere premierminister Ariel Henry afsat fra sin post.
I juli fejrede myndighederne at have genvundet kontrol over hospitalet med et pressemøde i bygningen.
Også dette pressemøde blev afbrudt af et angreb, og daværende premierminister Garry Conille blev sammen med sikkerhedsfolk og journalister tvunget til at flygte ud af hospitalet.