Kæmpe drama ryster institution: Flere går amok med køller

På Psykiatrisk Center Sct. Hans foregik der i sidste uge noget af et drama. Flere køllemænd barrikaderede sig i et opholdsrum, alt imens personalet forskansede sig på et kontor. Politiet ankom talstærkt til stedet, hvor både borde og saftevandskander røg gennem luften.

En stor politiaktion foregik tirsdag formiddag i sidste uge på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Det viser en video som Presse-fotos.dk er kommet i besiddelse af.

Videoen viser flere mænd, der står med hjemmelavede køller i et opholdsrum, der bærer præg af en hårdhændet behandling.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med en anonym kilde, der beskriver rystende scener fra Psykiatrisk Center Sct. Hans i sidste uge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skærmbillede fra videoen.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter til Presse-fotos.dk, at man blev kontaktet af personalet fra stedet.

“Vi får en anmeldelse om tre personer, der har barrikaderet sig eller taget ophold i et lokale,” fortæller kommunikationchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Kristensen.

Køllebærende mænd

Videoen viser to mænd i et opholdsrum.

Den højeste mand er skaldet, klædt i en sort t-shirt og sorte bukser og bevæbnet med en kølle. Den anden mand, der er lavere og bredere, er også skaldet og iført en brun læderjakke med en kølle på hver skulder.

Videoen er filmet ind af vinduet fra en tilstødende gård, hvor man blandt andet ser mændene puste sig op og slå ud i luften med køllerne.

På et tidspunkt vælger den laveste af mændene at tage en tår direkte af en kande saftevand, hvorefter han kaster kanden mod kontoret, hvor personalet har forskanset sig.

Forinden havde den samme mand solet sig i opmærksomheden fra gården, efter han resolut væltet et rundbord.

Der bliver både kastet håndtegn og smilet til kameraet fra den høje af de køllebærende mænd, der også på et tidspunkt udbryder “Gem den der video.”

Splittede det hele ad

Den anonyme kilde fortæller, at personalet måtte gemme sig på kontoret efter mændene gik amok.

Redaktionen kender til kildens identitet, men grundet sagens karakter er personen anonym.

“De splittede hele afdelingen ad,” udtaler personen.

Netop dét bekræfter videoen i dén grad, hvor man både kan se tallerkener, stole og borde, der flyder på gulvet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skærmbillede fra videoen.

“Der er lavet hærværk på møblerne,” bekræfter kommunikationschefen.

I sidste del af videoen kan man se, at kontoret, hvor personalet gemmer sig, så småt fyldes op med betjente.

Alle mænd anholdt

Da politiet ankom til Sct. Hans er det ifølge den anonyme kildes oplysninger med ti kampklædte betjente bevæbnet med skjold og peberspray.

Det er Thomas Kristensen dog ikke meget for udtale sig om.

“Jeg har ikke behov for at oplyse præcis, hvor mange vi sendte, men der var nok,” lyder det.

Alt peger på, at det store antal betjente virkede, da man ikke længe efter fik bragt situationen under kontrol.

“Vi fik anholdt de tre mænd uden større dramatik,” siger kommunikationschef Thomas Kristensen.

Han oplyser til slut, at der ingen straffesag kommer ud af episoden, og mændene hurtigt røg tilbage til Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.

Det er ikke lykkedes Presse-fotos.dk at finde ud af, hvad der er gået forud for den voldsomme hændelse.

Redaktionen har af flere omgange forsøgt at kontakte Psykiatrisk Center Sct. Hans uden held.

Videoen Presse-fotos.dk er i besiddelse af viser kun to mænd, politiet oplyser dog, at tre mænd har været involveret i hændelsen, hvorfor tre mænd også blev anholdt.

En lille pige var ikke mere end seks uger gammel, da hendes mor i 2022 slog hende ihjel. Nu er der nyt i sagen.

Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på App Store