To beboere blev i oktober overfaldet i deres hjem i Ødsted ved Vejle, da flere gerningsmænd troppede op på adressen. Politiet efterforsker sagen som et hjemmerøveri og har nu efter halvanden måned foretaget anholdelse i sagen.
Det er en 20-årig fynbo fra Odense-området, som er blevet pågrebet. Han er sigtet for at have begået hjemmerøveri i forening med flere ukendte medgerningsmænd, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En af husets to beboere kom ifølge politiet lettere til skade i forbindelse med røveriet, hvor der både blev anvendt kniv, baseballbat og koben, ligesom beboerne blev udsat for peberspray.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den 20-årige bliver tirsdag stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
Straffen for røveri mod folk i deres bolig blev for nogle år siden skærpet markant. Udgangspunktet for et såkaldt egentligt hjemmerøveri er fængsel i fem år.
Et egentligt hjemmerøveri betegner et røveri, hvor gerningsmanden ikke har nogen relation til ofrene, men har en formodning om, at der er værdier i hjemmet og trænger ind og med vold eller trusler sikrer sig et udbytte.
En anden kategori af røverier i hjemmet er tilfælde, hvor en indbrudstyv bliver overrasket og bruger vold eller trusler for at slippe væk med udbyttet. Den type tilfælde straffes noget mildere.
Det samme gælder sager, hvor der mellem gerningsmanden og husets beboer er et økonomisk udestående, og røveriet har en underliggende karakter af gældsinddrivelse.
Sydøstjyllands Politi har ikke oplyst, hvorvidt sagen fra Ødsted anses som et egentligt hjemmerøveri.