Fjerner skat med 7 års tilbagevirkende kraft

Regeringen har været tilbage ved forhandlingsbordet for at justere en aftale fra i sommer om at fjerne den såkaldte iværksætterskat.

Nu står det klart, at skatten bliver fjernet med tilbagevirkende kraft syv år tilbage.

Det skriver flere politikere på sociale medier – herunder ordfører og folketingsmedlem fra regeringspartiet Moderaterne Mohammad Rona på det sociale medie X.

– Vores erhvervsliv er grundstenen i vores velstand, så derfor skal vi altid have for øje, hvad der er bedst for danske virksomheder, skriver han.

I sommer indgik regeringen en aftale med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti, som havde til formål at gøre Danmark til et “iværksætterland i verdensklasse”.

Det sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S) i den forbindelse. Her lød det, at man fjernede iværksætterskatten, der ofte kaldes “skatten fra helvede”.

Konkret betyder den nu snart fjernede skat, at der ved udgangen af hver år skal betales 22 procent i skat af værdistigninger på børsnoterede aktier, også selv om de ikke er solgt.

Skatten gælder kun for selskaber, der ejer mindre end ti procent i det børsnoterede selskab.

Det har betydet, at særligt iværksætter-selskaber har været udfordret efter børsnoteringer, hvor kursen kan svinge meget.

Berlingske skrev i november, at det i svar fra Skatteministeriet fremgik, at det ville koste over en halv milliard kroner at fjerne skatten med tilbagevirkende kraft. Det fik Socialdemokratiet til at slå bremserne i.

Der gik dog ikke mere end to uger, før at iværksættere selv havde regnet sig frem til en billigere løsning, der ville koste 100 millioner kroner.

Skatteministeriet medgav ifølge Berlingske, at der fandtes en meget billigere løsning.

Mandag aften er regeringspartierne så nået frem til en ny aftale, der omfatter den tilbagevirkende kraft til stor begejstring for særligt Moderaterne.

– Det her har vi kæmpet længe for, lyder det fra Mohammad Rona på X.

Mulige nye statsborgere skal møde i Folketinget efter udtryk for nogle rabiate holdninger, hvor de ønsker respekt for deres kultur og religion. I stedet mener de, at Danmark skal gøre op med deres homoseksuelle.