Koncertbureauet Live Nation Denmark har store nyheder i en pressemeddelelse mandag morgen.
Den Grammy-nominerede sanger tilføjer fire nye koncerter til sin udsolgte europaturné i foråret 2025, og Royal Arena i København danner rammerne for hendes koncert i Danmark 31. marts.
Det generelle billetsalg begynder fredag 6. december klokken 10.
Ud over København tilføjer hun også Stockholm, Oslo og Zürich til sin “Short n’ Sweet”-tour.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den amerikanske popstjerne Sabrina Carpenter kommer til Danmark.
I august 2024 udgav hun succesalbummet “Short n’ Sweet”, der både indeholder storhittene “Espresso” og “Please Please Please”, der begge har over en milliard afspilninger på Spotify.
“Espresso” udkom som single i april, og den strøg til tops på de britiske og australske hitlister og ramte top-5 i USA.
Da de nominerede til den amerikanske musikprisuddeling Grammy Awards blev annonceret i november, var Sabrina Carpenter med i seks kategorier – blandt andet “Årets album”.
I 2023 varmede hun op til over 20 af Taylor Swifts koncerter på hendes “The Eras Tour” i Latinamerika, Australien og Singapore.
Foruden sit musikalske talent er Sabrina Carpenter også skuespiller, og hun blev kendt for sin rolle som “Maya” i Disney-serien “Girl Meets World” i 2014.