The Minds of 99 bliver hædret ved Danish Music Awards. Bandet vinder prisen efter tre udsolgte koncerter i Parken.
Tilbage i juni måned spillede The Minds of 99 tre udsolgte koncerter i Parken i København. Det var samtidig første gang, at et band spillede i Parken tre dage i træk.
Her blev der solgt op mod 147.000 billetter i alt.
Torsdag aften den 28. november blev det danske band så hædret for de tre udsolgte koncerter med en pris ved årets udgave af Danish Music Awards.
Bandet modtog således prisen Årets Danske Livenavn.
Det skriver musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, i en pressemeddelelse.
Dermed slog The Minds of 99 nogle af landets mest etablerede artister af pinden. Lukas Graham, Medina og NIk & Jay var nemlig ligeledes nomineret i kategorien.
12 priser uddelt
I alt blev 12 priser uddelt, hvor 10 af dem fokuserede på dansk musik. Blandt andet gik en af priserne til den fremadstormende danske rapper Lamin.
Han blev kåret til Årets Nye Danske Navn ved Danish Music Awards 2022, og siden har rapperen cementeret sig på den danske musikscene.
Lamin var også den kunstner ned flest nomineringer, hvor han løb med prisen Årets Danske Album for hans seneste album SkyLL.
Derudover var han også nomineret til Årets Danske Sangskriver, men her stjal danske Giift opmærksomheden. Hun modtog prisen for sit arbejde på blandt andet verdensstjernen Beyoncés album, Cowboy Carter.
Etablerede navne som Medina modtog prisen som Årets Danske Solist, mens Gilli Kesi modtog prisen Årets Danske Hit for sangen 555.
Torsdag aften den 28. november blev Danish Music Awards 2024 afholdt på The Plant i København.