Bil med tre personer er væltet – motorvej er spærret for trafik

Der var to passagerer og en fører i bil, der væltede om på siden. Årsagen kan være glat føre, siger politiet.

Esbjerg-motorvejen E20 er fredag formiddag blevet spærret for trafik i østgående retning mod Kolding mellem afkørsel 68 og 67.

Det oplyser Vejdirektoratet på X.

Politiet oplyser til Ritzau, at der er sket et uheld med en personbil. Bilen er væltet om på siden.

I bilen var to passagerer og en fører. Der er ikke tale om alvorlig tilskadekomst, lyder det umiddelbart fra vagtchefen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Uheldet er sket mellem afkørslerne til Vejen og Vejen Ø.

Ikke langt derfra er en lastbil havareret op ad bakke, hvor vejen er spærret. En bil er også havnet midt i en rundkørsel.

Illustrationsfoto.