Politiet sender advarsel ud tirsdag morgen

I en uge med koldere vejr er vejtemperaturerne tirsdag morgen tæt på frysepunktet, og bilister opfordres til at tage hjemmefra i god tid samt køre efter forholdene.

Det oplyser flere af vagtcheferne ved landets politikredse.

– Man skal være varsom, når man kører rundt i morgentrafikken, og man skal udvise agtpågivenhed. Det er forholdsvis glat, siger Rune Mandrup, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

I flere af kredsene – heriblandt Københavns Vestegn, Nordjylland, Østjylland og på Bornholm – har man saltet vejene. Men derfor skal man alligevel være forsigtig, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Claus Stoltenberg.

– Folk må gerne passe lidt på, når de kører ud, og de skal holde øje med føret, som de plejer, siger han.

Nogen skal måske være mere agtpågivne end andre, påpeger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Denholt.

– Når frosten melder sit indtog, som den gør nu, er det ikke alle, der har skiftet til vinterdæk. Vejgrebet er naturligt nedsat under de her forhold, og det er det især, hvis man stadig kører på sommerdæk, siger Lars Denholt.

Også på Fyn er der glat.

– Det er den sædvanlige opfordring: Kør efter forholdene. Man skal lige køre hjemmefra lidt tidligere og huske at holde afstand, siger Milan Holck, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Zhang oplyste mandag, at denne uge byder på vinterligt vejr.

Tirsdagen starter ud med sol og enkelte byger, der kan være med slud og hagl. Det kan blive ned til minus tre grader om natten.

Onsdagen vil byde på regn, slud og snebyger i hele landet. Særligt fra onsdag og frem bør man være opmærksom på glatte veje, sagde hun.

– Fra onsdag kan nedbøren begynde at lægge sig. Så man bør være opmærksom hele dagen, særligt hvis man kører ind i en byge med hvid nedbør, lød det fra Mette Zhang.