Ung mand begår selvmord – kunne være undgået

En ung patients selvmord kunne have været undgået, hvis behandlingen i Regionspsykiatrien Randers havde levet op til standarden for en erfaren specialist.

Det skriver Patienterstatningen i en mail til DR.

Det er den første klagesag i forbindelse med mulige behandlingsfejl i Regionspsykiatrien i Randers, som er blevet behandlet.

– Vi vurderer, at hans selvmord kunne have været forhindret, hvis behandlingen i Regionspsykiatrien Randers havde levet op til erfaren specialiststandard, skriver Patienterstatningen til DR.

Patienterstatningen vurderer alle sager efter den såkaldte specialistregel.

Det vil sige, at hvis en erfaren specialist ville have behandlet patienten på en anden måde, så patienten havde undgået en behandlingsskade, kan vedkommende have ret til erstatning.

Patienterstatningen forholder sig ikke til, hvilken læge den unge patient er blevet behandlet af.

Det er de efterladte til den unge patient, der har klaget til Patienterstatningen.

Det har de ifølge DR gjort, før Region Midtjylland i september meddelte, at en overlæge var blevet hjemsendt, og at man ville gennemgå omkring 1500 patienters journaler.

Overlægen blev hjemsendt i februar på baggrund af en whistleblowerhenvendelse. Overlægen er siden fratrådt, uden at regionen dog kan uddybe de nærmere omstændigheder.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Den anonyme whistleblower var bekymret for kvaliteten af overlægens arbejde. Henvendelsen indeholdt ifølge regionen 13 specifikke patientforløb, og fik hospitalsledelsen til at gennemgå flere journaler.

I alt har Region Midtjylland besluttet at der skal gennemgås 1541 patientforløb på Sengeafsnit C, hvor overlægen arbejdede.

1. november meddelte regionen, at 56 procent af de 181 patientforløb, der var blevet gennemgået, var under lægefaglig standard.

Det var mediet Frihedsbrevet, der først beskrev sagerne om behandlingsfejl i Regionspsykiatrien Randers. Ifølge mediet har ledelsen været bekendt med kritikken længe før henvendelsen.

Både Frihedsbrevet og TV 2 Østjylland har skrevet, at en ansat i 2019 advarede Styrelsen for Patientsikkerhed om overlægens behandling af en patient.

/ritzau/

Download den nye opdaterede Presse-fotos.dk-app helt gratis på AppStore
Illustrationsfoto