Billetterne til Royal Run 2025 blev sat til salg tirsdag formiddag klokken 10. Otte timer skulle der gå, før samtlige billetter var revet væk.
Tirsdag formiddag klokken 10.00 åbnede tilmeldingen til Royal Run 2025.
På løbets hjemmeside advarede motionsløbet dog om, at man skulle være hurtig på tasterne for at få fingrene i de populære startnumre.
“Sidste år gik det hurtigt med tilmeldingerne, så vær klar, hvis du vil med til næste års store royale motionsfest,” oplyste de.
Nu viser det sig, at motionsløbet fik ret i sin antagelse.
Royal Run melder nemlig udsolgt på rekordtid. Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse tirsdag aften ifølge Ritzau.
97.500 billetter blev sat til salg tirsdag klokken 10, men lidt over otto timer senere blev samtlige billetter revet væk.
Det er første gang, at motionsløbet kan melde totalt udsolgt på første salgsdag.
Og netop det rekordhurtige salg kommer bag på den administrerende direktør i DGI og medlem af løbets styregruppe, Jens Otto Størup.
“Vi havde på fornemmelsen, at vi ville sælge alle startnumre til vores store motionsfest, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle ske på lidt over otte timer,” siger Størup i pressemeddelelsen.
Slår deltagerrekord
I 2025 bliver den syvende udgave af det populære motionsløb afholdt.
Særligt Jylland er stærkt repræsenteret på værtsby-fronten i år.
Royal Run kommer nemlig i denne omgang til Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg.
Her er både Ribe og Viborg nye i klassen, hvorimod København/Frederiksberg er med for syvende år i streg.
Foruden at starnumrene blev udsolgt på rekordtid, kommer Royal Run også til at slå deltagerrekord med over 2000 motionister.
I 2024 var der således 95.330 tilmeldte, mens 97.500 motionister stiller til start i år.
En dansk tradition
Chef for DIF Kommunikation, HR og Events, Britt Spangsberg, ser det rekordhurtige billetsalg som et tegn på, at Royal Run er blevet en fast tradition i Danmark.
“Det vidner om, at danskerne har taget Royal Run til sig som en tradition, hvor de er aktive med venner, familie, naboer og mange andre. Nu er det på med kondiskoene og gøre klar til 2. pinsedag, hvor vi holder royal motionsfest fem steder i Danmark,” siger Spangsberg.
Motionsløbet bliver arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DIF og Dansk Atletik står bag.
Royal Run blev afholdt for første gang i 2018 i anledning af Kong Frederik 10. 50-års fødselsdag.
I år bliver motionsløbet afholdt 2. pinsedag, mandag den 9. juni 2025.