Natten til tirsdag er brandvæsnet rykket ud til Føtex, hvor en røgfane stiger op fra taget.
“Der bliver nok ikke noget morgenbrød herfra.”
Sådan lyder meldingen fra bageren i Føtex til Presse-fotos.dk’s udsendte.
Den mulige mangel på morgenbrød kan forklares med, at der midt på natten til tirsdag er faret en røgfane op fra taget i Føtex.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er Føtex på Nørrevænget i Silkeborg, hvor brandvæsnet derfor er ankommet for at tage sig af situationen.
Billeder fra stedet viser blandt andet brandfolk arbejde fra stigevognen, hvor man bekæmper røgen, der siver ud af taget.
Derudover er mandskabet også set arbejde indenfor i butikken, hvor der ifølge Presse-fotos.dk’s oplysninger er kommet røg i udluftningskanalen.
Til TV Midtvest oplyser vagtchef Simon Skelkjær, at branden er opstået i bageriet.
“Det er omkring ovnen, og så er der nogle udluftningsrør, som gør, at ilden får fat i taget,” bekræfter han.
Ifølge mediet åbner butikken dog som normalt.
Derfor har en massiv røglugt spredt sig i butikken.
Der er for nuværende ikke yderligere oplysninger om hændelsen.