Keld Heick modtager livslang hæder

Arkivfoto.

Keld Heick har spillet musik i mange årtier. Nu tildeles han en livslang hæder for sit bidrag til dansk musik og fællesskab.

Keld Heick startede sin musikalske karriere med gruppen Keld & The Donkeys i 1962. Efter en årrække sammen valgte han dog at forene sin musikalske karriere med sit familieliv.

Keld Heick har optrådt sammen med sin hustru Hilda Heick siden 1976.

Igennem årene har ægteparret indspillet en lang række plader, optrådt til adskillige arrangementer og medvirket i Dansk Melodi Grand Prix i flere omgange.

I efteråret 2023 offentliggjorde dansktop-duoen, at de ville indstille karrieren.

Nu modtager musikeren og sangskriveren Keld Heick Statens Kunstfonds livslange hæder for sin kunstneriske bedrift.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Statens Kunstfond tildeler hæderen til kunstnere, som blandt andet har skabt kunst af allerhøjeste kvalitet og til glæde for mange mennesker.

Keld Heick er én af fem nye modtagere af hæderen og modtager prisen som følge af sin evne til at skabe glæde og fællesskab.

‘Heicks melodier og tekster skaber glæde, genkendelse og fællesskab. Ved første øjekast er det ikke de store dramatiske temaer, der karakteriserer Heicks univers, dog kredses der alligevel om livets uundgåelige spørgsmål,’ lyder det i pressemeddelelsen.

Keld Heick får livslang ydelse

Hæderen er livslang, og modtagerne tildeles en årlig ydelse, hvis størrelse afhænger af deres indtægt.

Den maksimale ydelse er på 186.000 kroner før skat om året. Hvis man har en skattepligtig indkomst på mere end 461.000 kroner om året, modtager man ingen ydelse.

Hædersydelserne tildeles i dag af Kunstfondens Repræsentantskab efter indstilling fra legatudvalgene fra litteratur, billedkunst, scenekunst, musik, arkitektur, film, kunsthåndværk og design.

Hædersydelserne uddeles hvert halve år.

Udover Keld Heick har Statens Kunstfond denne gang tildelt hæderen til billedkunstnere Niels Lomholt og Inge Bjørn, forfatter C.Y. Frostholm og scenekunstner Signa Köstler.

Søren Huss modtager Den folkelige sangs pris for sin evne til at hele skjulte sår med musikken, der favner livets lys og mørke.

ONP.