En 18-årig blev natten til søndag ramt af knivstik i Vollsmose i Odense. En 15-årig er anholdt i sagen
En 15-årig dreng er blevet anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Vollsmose i Odense natten til søndag.
Det oplyser Fyns Politi på det sociale medie X søndag eftermiddag.
– Han vil blive sigtet for forsøg på manddrab og forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandag, skriver politiet.
Offeret i sagen er en 18-årig mand. Han blev kørt på Odense Universitetshospital (OUH) efter knivstikkeriet.
‘Forurettede, en 18-årig mand, kørt til OUH (Odense Universitetshospital, red.). Er uden for livsfare. Der pågår en efterforskning af hændelsen, hvorfor Fyns Politi for nuværende ikke har yderligere,’ skrev Fyns Politi tidligere.
Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 20.12 lørdag.
De nærmere detaljer til knivstikkeriet er endnu ikke kendt. Eksempelvis er det uklart, hvor mange personer der menes at have været involveret i hændelsen.
Det fremgår heller ikke, præcis hvilke skader den 18-årige mand har pådraget sig.
Knivstikkeriet fandt sted i Egeparken, som er en boligafdeling i Vollsmose.
Vollsmose ligger nordøst for det centrale Odense.