Russer fængslet i mørklagt sag om trussel mod Billund Lufthavn sigtes blandt andet for at besidde sprængstof
En russisk mand, der har været varetægtsfængslet i et halvt år i en sag om en trussel mod Billund Lufthavn, sigtes for at besidde sprængstof og for at forstyrre infrastruktur.
Han er desuden sigtet for tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Sigtelserne, der har været hemmeligholdt af politi og anklagemyndigheden, er torsdag kommet frem ved et retsmøde i Retten i Kolding.
Her har en dommer besluttet at forlænge varetægtsfængslingen yderligere fire uger.
Sydøstjyllands Politi har ikke hidtil villet oplyse sigtelserne mod den 37-årige mand.
Men på et retsmøde torsdag er de bestemmelser i straffeloven, som manden er sigtet efter, blevet nævnt af forsvarsadvokat Mads Kjær Jensen.
Den russiske mand blev anholdt, efter at han lørdag 20. april indleverede en genstand til politiet i Billund Lufthavn.
Manden erklærede ifølge en pressemeddelelse fra politiet, at genstanden indeholdt sprængstof.
Lufthavnen blev evakueret og lukket som følge af truslen. 10.000 mennesker fik deres rejseplaner forstyrret.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet har tidligere oplyst, at man samme aften foretog en kontrolleret sprængning af den indleverede genstand.
Men man har ikke oplyst, om der rent faktisk var tale om sprængstof og i givet fald hvilket.
DR har tidligere – på baggrund af aktindsigt i sagens retsbøger – skrevet, at politiet har foretaget undersøgelser i sagen af sprængstoffet TATP – også kendt som ”Satans mor”.
Under retsmødet torsdag nævnte specialanklager Bettina Wagner, at politiet afventer en supplerende erklæring om farligheden af netop TATP.
Politiet kobler sagen til sprængning af en hæveautomat ved Legoland tidligere samme dag.
Den sigtede mand var på retsmødet med via et videolink fra arresten i Nyborg.
Manden, der var iført en sort T-shirt og havde tatoveringer på armene, fik lov til at oplæse en forberedt erklæring på tre en halv side.
Oplæsningen skete ved hjælp af en tolk, der oversatte fra russisk til dansk.
Her fremgik det, at den sigtede – ifølge sin egen forklaring – ikke ønsker at returnere til Rusland, hvor han føler sig truet på ”liv og helbred”.
Han har søgt asyl i Finland, blev det oplyst.
Specialanklager Bettina Wagner argumenterede på retsmødet for, at fængslingen forlænges yderligere fire uger.
Forsvarsadvokaten protesterede ikke, og dommeren valgte at forlænge fængslingen til 28. november.
Mads Kjær Jensen har efterfølgende oplyst til Ritzau, at hans klient erkender sig delvist skyldig i sigtelserne – uden dog at kunne uddybe nærmere.