To personer er fastklemte i forulykkede køretøjer efter et hård frontalsammenstød mellem personbiler. En af bilerne er skåret midt over
Tirsdag eftmiddag har to bilister været involveret i en voldsom trafikulykke i et sving på en skovvej.
Ulykken har været med så stor kraft, at brandvæsenet melder om fastklemte personer, mens køretøjerne er blevet slynget ud i grøften.
Billeder fra stedet viser i den forbindelse, at et af de forulykkede køretøjer er blevet skåret halvt over for at frigøre en person.
Anmeldelsen om sammenstødet er indløbet klokken 15.22, oplyser vagtchef Karsten Højrup.
“Der er tale om to personbiler i et frontalt sammenstød,” siger han til B.T..
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ulykken er sket på Stendalsvej i Sindal ved Hjørring, og skovvejen er i forbindelse med beredskabets arbejde på stedet blevet afspærret i begge retninger.
Senere er de to personer blevet frigjort fra bilerne, og ifølge Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab er begge personer ved bevidsthed ved afgangen til hospitalet.
‘Vi er færdige med frigørelse på stedet. De tilskadekomne er overdraget til ambulancetjeneste,’ lyder det fra Nordjyllands Beredskab.
Den nærmere tilstand på dem er ikke kendt.
Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvornår Stendalsvej bliver åbent for færdsel igen.