De anholdte er angiveligt fra Bandidos og stilles mandag for en dommer ved Retten i Glostrup.
– Vi har i dag anholdt ni personer, der er en del af det storkøbenhavnske rocker- og bandemiljø, lyder det fra politiinspektør i NSK Henrik Andersen i pressemeddelelsen.
– Der er tale om en meget alvorlig sag om banderelaterede drabsforsøg samt besiddelse af skydevåben af særlig farlig karakter forøvet af en gruppering, som politiet vurderer som særdeles voldsparat, siger han.
National enhed for Særlig Kriminalitet oplyser ikke direkte, hvilken gruppe de anholdte tilhører. Imidlertid følger det af de øvrige oplysninger, at der må være tale om rockergruppen Bandidos.
NSK oplyser nemlig, at ni personer fra den rivaliserende gruppe i efteråret 2023 blev anholdt. Disse ni er tiltalte, og af oplysningerne i den sag fremgår det, at de tilhører banden NNV.
NNV lå ifølge Rigspolitiets banderapport vedrørende 2021 i konflikt med Bandidos i perioden fra januar til juni 2021, og dermed må de ni nye anholdte efter politiets opfattelse være fra Bandidos.
NSK oplyser, at nogle af de anholdte anses som værende tidligere medlemmer.
Ifølge sigtelserne skulle de ni i begyndelsen af 2021 have deltaget i planlægningen af “adskillige drab” på rivalerne fra bandemiljøet.
De anholdte er i alderen 24 til 55 år og bliver mandag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.
Ud over sigtelserne for drabsforsøg er de sigtet for flere forhold om våbenbesiddelse under en bandekonflikt. Angiveligt har de været i besiddelse af håndvåben i form af pistoler og revolvere.
NSK oplyser ikke, hvorledes de anholdte stiller sig til sigtelserne. Det vil de få mulighed for at svare på ved mandagens retsmøde.
Her vil en anklager fra NSK ifølge pressemeddelelsen bede om lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.