For anden gang i karrieren vandt Anders Antonsen Denmark Open, da han søndag nedlagde Koki Watanabe i finalen
Anders Antonsen sørgede søndag for den første danske triumf ved Denmark Open i badminton siden Viktor Axelsens sejr i 2021.
Den 27-årige aarhusianske verdensfirer spillede en fremragende finale og vandt sikkert med 21-15, 21-16 over verdens nummer 13, japaneren Koki Watanabe.
Antonsen vandt også Denmark Open i 2020, men det var en noget speciel udgave af turneringen. Coronapandemien betød, at de fleste af de asiatiske stormagter meldte afbud.
De var med i år, men ingen kunne stoppe Antonsens vej til podiets øverste plads.
Det var en taktisk godt indstillet dansker, som var mødt op til slutkampen. Han var dygtig til at tage brodden af japanerens offensiv og holdt en god afveksling i tempoet.
Helt tydeligt var det svært for Watanabe at finde sin egen rytme i kampen, og det pressede hans fejlprocent i vejret, når han forcerede spillet.
Tidligt i første sæt slog danskeren et lille hul, som japaneren aldrig formåede at få lukket. I stedet rykkede Antonsen fra til sidst og snuppede en sikker sætsejr.
Han fortsatte det gode spil efter sidebyttet. Antonsen varierede spillet godt, var som altid verdensklasse i netspillet og havde mange gode overspilninger.
Da han samtidig turde at stille sig langt frem på banen, når han overspillede Watanabe, fortsatte kampen med at være på danske præmisser.
Det blev mere og mere tydeligt, at den 25-årige japaner ikke havde værktøjer i sin kasse til at tiltvinge sig initiativet.
Bakket op af et godt hjemmepublikum i Odense kom der også mere og mere lyd på Antonsen, når han vandt dueller, i takt med at sejren rykkede nærmere.
Watanabe smed sit sidste kort i ærmet, da han ved 6-10 skruede tempoet yderligere i vejret og satsede mere. Det gav kortvarigt succes, indtil Antonsen fik indstillet sig på det.
Så var der ikke mere at gøre for japaneren. Fra 14-13 tog Antonsen fem point på stribe, og selv om Watanabe holdt presset, lukkede danskeren kampen ned på sin første matchbold.
Det kan blive til yderligere en dansk triumf i Odense, hvis Kim Astrup og Anders Skaarup vinder finalen i herredouble.
/ritzau/