Massiv politiaktion ved landejendom: Område spærret af

Politiet har afspærret et område omkring en landejendom for at undersøge et mistænkeligt forhold.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.

Politiet ønsker ikke at uddybe, hvad sagen mere konkret drejer sig om. Men politikredsen oplyser dog, at der ikke er nogen fare for at befinde sig i området, så længe man følger politiets anvisninger.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet og Beredskabsstyrelsen er fortsat til stede ved gården i Thorning.

I første omgang meddelte Midt- og Vestjyllands Politi klokken 10.18, at betjente var til stede på adressen for at undersøge et mistænkeligt forhold.

En halv time senere kom meldingen om, at politiet har afspærret et område ved adressen.

Thorning er en lille by, der ligger godt ti kilometer nord for Silkeborg.

/ritzau/