Der er blevet udvalgt en ny præsident for Beredskabsforbundet i Danmark. Tidligere erhvervsminister og nuværende Folketingsmedlem Simon Kollerup (S) bliver ny præsident for de flere tusinde frivillige i redningsberedskabet i Danmark.
Præsidenten for Beredskabsforbundet står i spidsen for de frivillige beredskabsfolk i Danmark, som er en central del af det danske brand- og redningsberedskab.
Beredskabsforbundet har i år uddannet tusindvis af danskere i kriseparathed og er blandt andet ståsted for de omkring 1.500 frivillige i redningsberedskabet og 1.800 frivillige brandfolk i Syd- og Sønderjylland, som møder på vagt, når alarmen går i deres lokalområde.
Simon Kollerup (S) lægger vægt på at der vil blive brug for en markant styrkelse af beredskabet, når det kommende beredskabsforlig skal forhandles.
(Artiklen fortsætter under billedet)
‘Det fylder mig med kæmpestor respekt at tænke på den frivillige i redningsberedskabet og den brandmand, der smider, hvad han eller hun har i hænderne, når alarmen går for at træde til og passe på sit lokalsamfund. Disse danskere fortjener en stærk plads i visionen for fremtidens beredskab, og jeg er meget ydmyg over at stå i spidsen for dem og for netop den opgave,’ fortæller Simon Kollerup i en pressemedelelse.
Herefter fortæller han mere om hvordan alvorlige trusler kæmper mod stabiliteten i vores samfund.
‘Vildere vejr. Klimakatastrofer. Cyberangreb. Truslerne bliver desværre kun større og større i disse år. Derfor er der brug for et endnu stærkere beredskab i Danmark, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for Beredskabsforbundet.’ Uddyber Simon Kollerup.
Den nyduvalgte præsident tiltrådte den 10. oktober. Simon Kollerup vil fortsætte sit arbejde i Folketinget, hvor han i dag er forsvarsordfører, formand for Folketingets Finansudvalg og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn.