Bandeopgør: To personer skudt ned på åben gade

Politiet talstærkt fremme

Et formodet opgør i Aalborgs bandemiljø er sent torsdag aften endt i, at to mænd er blevet ramt af skud og måtte indlægges på hospitalet med skaderne.

Det oplyste Nordjyllands Politi kort efter midnat natten til fredag.

Tidligt fredag morgen kunne politiet bekræfte, at man havde anholdt seks personer i forbindelse med skyderiet. To blev anholdt klokken 02.39, mens fire andre blev anholdt cirka to timer senere.

Det står ikke umiddelbart klart, om de er sigtet for noget. Politiet oplyser heller ikke, hvad de mener, at de seks personer er blevet anholdt for.

Alle seks anholdte beskrives som “yngre mænd”.

(Artiklen forsætter under billedet)

Politi fremme på stedet

– De anholdte skal nu afhøres, og vores øvrige efterforskning af sagen fortsætter på fuldt blus i den kommende tid.

– Vi skal have belyst de nærmere omstændigheder før, under og efter skyderiet. Alle de ansvarlige skal stilles til regnskab for deres handlinger, siger Mads Hessellund, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

Hændelsen blev torsdag aften beskrevet af Nordjyske, som kunne rapportere, at politiet var rykket ud til området omkring Grønlandstorv, efter at beboere i området havde hørt skud.

Politiet fik efterfølgende at vide af Aalborg Sygehus Syd, at to unge mænd havde meldt sig med det, der lignede skudsår.

Politiet understregede i den første pressemeddelelse natten til fredag, at ofrene er meldt uden for livsfare, og at deres pårørende er blevet kontaktet og underrettet om skyderiet.

Politiet vil være til stede flere steder i Aalborg i en “rum tid endnu”.

Mads Hessellund siger, at man ser på skyderier i offentligheden “med den allerstørste alvor”.

– Vi er i øjeblikket massivt til stede flere steder i Aalborg med store politistyrker. Både uniformerede og civile politifolk, siger han.

Ifølge TV2 Nord har Aalborg i den seneste periode været plaget af både skyderier og overfald, som en gruppering ved navn GT-gruppen har stået bag.

GT er en forkortelse for Grønlandstorv, skriver mediet.

Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe til Nordjyllands Politi på telefonnummeret 114.