18-årig dømt for knivstik: Risikerer udvisning

En 18-årig mand er mandag kendt skyldig i grov vold og idømt et halvt års fængsel efter et knivstik mod en 14-årig dreng i juli i år. Han fik også en advarsel om, at han risikerer at blive udvist af Danmark.

Knivstikkeriet fandt sted i slutningen ved Bazar Vest på Edwin Rahrs vej i den vestlige Aarhus-forstad, Brabrand. Manden blev også dømt for at være i besiddelse af en kniv.

Den 14-årige dreng blev stukket voldsomt i låret, men han var ikke i livsfare efter kniv-episoden, der fandt sted ved højlys dag. Politiet anholdt den 18-årige gerningsmand i en nærliggende lejlighed kort efter knivoverfaldet.

LÆS OGSÅ: Bruger tåregas: Politiet vrimler til efter voldsomt kniv-overfald

Den 18-årige mand har siddet varetægtsfængslet frem mod sin dom på seks måneders fængsel, hvor han mandag ved Retten i Aarhus blev kendt skyldig i grov vold og besiddelse af kniv og fik en advarsel om udvisning. Han forblev varetægtsfængslet efter dom.

”Jeg hæfter mig ved, at retten var enig med Anklagemyndigheden i, at der var tale om et groft overfald, som fandt sted i det offentlige rum, hvorfor den 18-årige også har og fortsat skal sidde varetægtsfængsling i sagen, indtil han kan påbegynde afsoning af sin dom for forbrydelsen,” siger specialanklager fra Østjyllands Politi, Jakob Beyer, i en pressemeddelelse.

Den 18-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.