Dansk sanger kollapser på scenen: Ramt af hjerneblødning

Sanger og sangskriver Laura Illeborg er død – 55 år.

Hun faldt om midt under en koncert lørdag, hvor hun optrådte med sin faste makker Niels Dahl til en sensommerkoncert på Strandgaarden i Tisvilde.

Det skriver hendes mand, journalist og kreativ direktør Jakob Kvist, på Facebook.

Midt i koncerten lørdag blev hun ramt af en hjerneblødning, og hun vågnede aldrig igen, skriver Jakob Kvist.

– Laura døde alt for tidligt, men vi finder en lille trøst i, at hun faldt om midt i det, hun elskede allerhøjest. Midt i en koncert i lørdags, midt i et nummer, blev hun ramt af en massiv hjerneblødning, og hun vågnede aldrig igen.

– Tirsdag aften erklærede vi hende død, og hendes store hjerte vil nu forhåbentligt som det allersidste giv nyt liv et sted derude, skriver hendes mand.

Illeborg fik stor succes med albummet “Lidt in Love” (2002). Titelsangen er blevet brugt i flere spillefilm heriblandt “Oh Happy Day”, “En kort en lang” og “Bytte bytte baby”.

Hendes seneste album, “Disse kanter”, udkom i januar 2022. Det blev udgivet sammen med Knud Møller, Niels Dahl, Rune Funch og Jesper Elmegaard. Hun har været involveret i flere end ti album gennem årene.