Natten til mandag fik politiet en melding om en bilbrand, der endte med at sprede sig til flere køretøjer. Et vidne så to personer flygte fra stedet.
Klokken 00.11 natten til mandag modtog politiet en melding om to mistænkelige personer, der var blevet set i nærheden af et parkeret køretøj.
Selvom det ikke i sig selv lyder kriminelt, blev det det muligvis kort tid efter.
Her lød et højt brag, hvorefter bilen brød i brand.
Et vidne så efterfølgende de to personer flygte fra stedet ned ad et stisystem.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Både politi og brandvæsen blev sendt til bilen i brand, der holdt parkeret på Haurumsvej i Tilst.
Det beskriver Østjyllands Politi i mandagens version af døgnrapporten.
Branden spredte sig
Branden fik dog ikke kun fat i én bil, den nåede nemlig at sprede sig til endnu en, der også brød i brand.
Derudover pådrog to øvrige køretøjer på stedet sig også skader fra flammerne.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen, hvor man formoder at bilbranden var påsat. De kender dog endnu ikke motivet bag den mulige påsatte brand.
De opfordrer derfor til, at man kontakter dem på 114, hvis man har set eller hørt noget, der har relation til sagen.
De fire bilejere, der fik skadet deres køretøjer er blevet orienteret om episoden og har været i kontakt med politiet.