Der er sket et voldsomt motorvejsuheld, hvor en personbil er kørt af vejen og væltet ud på et grønt område. Der er voksende kø som følge af uheldet, mens en 29-årig mand er bragt på hosptialet
Søndag eftermiddag er det gået helt galt for en bilist, der har mistet herredømmmet over sit køretøj og kørt af motorvejen.
Det har resulteret i, at bilen er rullet rundt flere gange og endt på siden på et græs areal, der ligger langs motorvejen.
I den indledende anmeldelse til brandvæsenet lyder det, at en eller flere personer muligvis har været fastklemt i køretøjet.
Men der er intet, der tyder på, at der er sket slem personskade.
“Personen blev på sædvanlig vis lige kørt i ambulance til skadestuen i Aalborg for at blive tjekket for eventuelle skader som følge af uheldet, men han var kontaktbar, da vi kommer frem,” oplyser vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi til B.T..
Det er en 29-årig mand, der er kørt galt, tilføjer vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politi-, brand- og redningsmandskab er ankommet til uheldet, som er sket på E45 Nordjyske Motorvej kort efter <29> Svenstrup i den sydgående retning.
P4 Trafik meddeler, at redningsmandskabet har afspærret højre spor, mens oprydningsarbejdet står på.
Den delvise nedlukning af motorvejen har betydet, at der er en voksende kø fra uheldsstedet, lyder det.
Øvrige trafikanter kan altså passere redningsmandskabet med forsigtighed, men skal være opmærksom på køen.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med eventuel personskade efter uheldet. Nordjyllands Politi undersøger nu de nærmere omstændigheder.