Unge går i sultestrejke over politisk aftale på Christiansborg

CO2-afgift for landbruget er for uambitiøs og fastholder intensiv husdyrproduktion, mener ungdomsbevægelse

11 unge fra Den Grønne Ungdomsbevægelse går mandag i sultestrejke foran Christiansborg.

Det sker i protest mode trepartsaftalen, som efter bevægelsens mening ikke er ambitiøs nok.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra bevægelsen.

– Jeg sultestrejker i politisk afmagt, siger Caroline Lundsteen, der er aktiv i bevægelsen og en af de unge, der fra på mandag nægter at indtage føde.

Trepartsaftalen, der landede før sommerferien, pålægger blandt andet landbruget en CO2-afgift.

Men den er alt for lav og vil fastholde det nuværende intensive husdyrproduktion, mener ungdomsbevægelsen.

Et notat fra tænketanken Concito peger på, at trepartsaftalen vil fjerne hver 10. ko i dansk landbrug.

Men det er langtfra nok, lyder det fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Bevægelsen mener, at den animalske produktion er alt for stor herhjemme og bør begrænses drastisk.

Den plads, der går til at dyrke foder til kvæg og grise, bør i stedet bruges på at dyrke afgrøder til mennesker, lyder det fra bevægelsen.

– Vi sultestrejker for at sætte fokus på de mennesker, der rammes af et uretfærdigt globalt fødevaresystem.

– Og vi sultestrejker for dem, der vil blive ramt de kommende årtier – både herhjemme i Danmark og i mere udsatte lande – hvis den her aftale bliver til virkelighed, siger Laurits Winther, der også er aktiv i ungdomsbevægelsen og sultestrejker fra på mandag.

Trepartsaftalen er endnu ikke politisk vedtaget, og håbet hos de unge er, at de kan påvirke den endelige aftale, før den vedtages i Folketinget.

Den yngste i sultestrejken er 19 år og den ældste 28 år.

Den Grønne Ungdomsbevægelse har siden 2018 demonstreret med budskab om en ensartet CO2-afgift, lavere animalsk produktion og en naturpolitik, der markant forbedrer biodiversiteten herhjemme.

Ungdomsbevægelsen oplyser til Ritzau, at bevægelsen har omkring 1500 aktive medlemmer i afdelinger i byer som København, Aarhus, Silkeborg og Hillerød.

/ritzau/