Kirkes jord bliver omdannet til naturområde

De første frø er onsdag blevet sået for at skabe et grønnere område omkring kirken.

Fremover skal kirkens jord således ikke længere bruges til konventionelt landbrug. I stedet skal der være vild natur og kvæg, der græsser.

Det oplyser Jacob Fjalland, der er miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden til Ritzau.

Fonden er gået sammen med de lokale menighedsråd i henholdsvis Jungshoved og Allerslev, der sammen ejer kirkejorden.

De har besluttet at omdanne kirkens 11 hektar – et område svarende til 11 fodboldbaner – til det, de selv kalder et “rekreativt naturområde”.

Her skal der være forskellige planter, urter, køer og vådområder.

Det er første gang, at en folkekirkes arealer danner ramme om et naturprojekt i denne størrelse.

Der har tidligere været mindre projekter med forbedring af biodiversitet på flere danske kirkegårde.

– Folkekirken er Danmarks tredjestørste jordejer, så der er her et kæmpe potentiale for at forbedre den danske biodiversitet.

– Vi har under to procent vild natur i Danmark, og det her projekt bidrager rigtig godt til at få noget mere, siger Jacob Fjalland.

Han tilføjer, at naturen på land hænger sammen med naturen i havet, og at projektet derfor også kommer til at betyde mindre kvælstof i området, der ligger ud til havet.

I og med at kirkejorden ikke længere forpagtes ud som landbrugsjord, mister kirken en indtægt, men ifølge formand for Jungshoved Menighedsråd Kirsten Thomsen, så vil projektet i sidste ende også gavne kirken.

– Vi vil gerne være en del af den nationale grønne omstilling.

– Ved at omdanne kirkens arealer til et åbent og urørt naturområde, kan vi gavne biodiversiteten og invitere danskerne ind i et fællesskab om den kultur og natur som vi alle bærer et ansvar for, lyder det.

Hun håber, at det kan inspirere andre menighedsråd til at kaste sig ud i lignende projekter.

Projektet er støttet af virksomhedenTopsoe, der har doneret penge til at omlægge kirkejorden.

Flere ulovlige parkeringsafgifter er begyndt at se dagens lys. Der er nogle ting, du skal være ekstra opmærksom på. Det kan du se her.