Tyskland har gang i noget på migrationsområdet, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) følger med i med “stor interesse”.
På det seneste har landet indgået aftaler med flere lande som Kenya, der skal gøre det lettere at få arbejdskraft fra landene.
Omvendt skal landet sørge for at tage imod de af sine egne borgere, som er blevet afvist og derfor opholder sig ulovligt i Tyskland.
Der er også indgået lignende aftaler med Indien, Georgien og Marokko ifølge nyhedsbureauet dpa, og nu er den tyske kansler, Olaf Scholz, i Centralasien.
Her ventes han søndag at indgå en tilsvarende aftale med Usbekistan.
– Det vil jeg følge med stor interesse (Scholz’ tur for at lave aftaler, red.), siger Lars Løkke Rasmussen, der tidligere har talt varmt om en lignende model, i en skriftlig kommentar til Berlingske.
– Vi skal bekæmpe illegal migration. Og vi skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så vi bliver i stand til at at fremtidssikre vores velfærdssamfund. I nogle tilfælde hænger de to ting sammen, lyder det.
Aftalerne er en helt central del af den tyske koalitionsregerings politik på området, og landet har en kommissær for indvandring, som er en særafdeling i indenrigsministeriet, med fokus på dem.
Der er aktuelt også forhandlinger om lignende aftaler med lande som Moldova og Filippinerne.
Ifølge dpa er der aktuelt 225.000 migranter i Tyskland, som skal forlade landet. Der er knap 84 millioner indbyggere i landet.