14-årig død efter bilulykke på mark

To 14-årige har tirsdag eftermiddag været i en bil, der kørte galt på en mark nær Herning.

Den ene var fører, og den anden var passager.

Den 14-årige passager er afgået ved døden som følge af ulykken, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 14-årige blev fastklemt og fik et hovedtraume. Teenageren blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand og blev klokken 17.09 erklæret død.

Den anden 14-årige er ikke kommet til skade, oplyser politiets vagtchef til Ritzau.

Ulykken skete på en mark i nærheden af Sunds, der ligger nord for Herning.

Bilen væltede, da de to børn kørte på marken.

En bilinspektør skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder.

De pårørende er underrettet.

Coops butikker skifter navn, hvilket betyder, at 300 butikker skifter facaden ud. Læs historien her.

Illustrationsfoto.