Mistænkt for attentatforsøg på Trump: Her er sigtelsen

Den 58-årige mand, der er anholdt for det formodede attentatforsøg mod USA’s tidligere præsident Donald Trump søndag, er ved en føderal domstol i Florida blevet sigtet for to overtrædelser af USA’s våbenlove.

Det rapporterer tv-stationen CNN.

De to sigtelser er foreløbige og kan gøre det muligt for myndighederne at tilbageholde den mistænkte, Ryan Routh.

Der ventes at komme flere sigtelser mod ham på et senere tidspunkt.

Den mistænkte trådte ind i retssalen i West Palm Beach iklædt fængselstøj. Hans hænder var i håndjern og fødderne i lænker, meddeler CNN’s journalist på stedet.

Søndag blev Routh anholdt i Florida, efter at han ifølge de foreløbige oplysninger havde skjult sig i en busk på Trumps private golfbane i Florida.

Manden havde et automatvåben skjult i buskene og befandt sig få hundrede meter fra det sted på golfbanen, hvor Trump spillede.

Det fik agenter fra Secret Service – den sikkerhedstjeneste, der passer på præsidenter og ekspræsidenter – til at åbne ild mod ham.

Der blev ikke skudt mod Trump, men sagen rejser igen spørgsmål om sikkerheden omkring Republikanernes præsidentkandidat.

Det er anden gang inden for lidt over to måneder, at det er lykkedes en bevæbnet person at komme relativt tæt på Trump.

Ved et valgmøde i Philadelphia 13. juli skød en ung mand mod Trump. En kugle strejfede ekspræsidentens ene øre.

Reuters

Illustrationsfoto.