Glasstykker fra smadrede vinduer kvæster folk

Op mod seks mennesker har mistet livet, efter at en tyfon har bragt meget store mængder regn til Japan.

Tyfonen Shanshan, som er blandt de mest voldsomme i årtier i Japan, har skabt transportkaos og varsler om jordskred rundt omkring i Japan.

Regeringstalsmand Yoshimasa Hayashi bekræfter fire dødsfald, men i ét tilfælde er myndigheder fortsat ved at bekræfte en forbindelse til tyfonen. Derudover frygtes to døde, og to personer savnes.

Otte er blevet alvorligt kvæstet, og 70 andre har lettere skader, siger han.

Mange er kommet til skade på grund af smadret glas fra ødelagte vinduer, mens tyfonen også rev tagsten af tage.

Næsten 200 bygninger har fået skader.

Fredag er den aftaget i styrke, og mandag spås Shanshan til at blive nedjusteret til en tropisk cyklon.

I adskillige områder udstedte myndigheder deres højeste beredskabsvarsel. Over fem millioner mennesker fik evakueringsanbefalinger, men det er uklart, hvor mange der rent faktisk forlod deres hjem.

På nogle dele af den sydlige japanske ø Kyushu var der rekordnedbør for august.

I byen Misato faldt der 791,5 millimeter regn på 48 timer, oplyser Japans meteorologiske myndighed.

På grund af klimaforandringer dannes tyfoner i regionen tættere på kystområder og tiltager også hurtigere i styrke. Derudover befinder de sig i længere tid over land ifølge et studie offentliggjort i juli.

Et andet studie offentliggjort af forskergruppen World Weather Attribution (WWA) viste, at klimaforandringer var med til at øge styrken i tyfonen Gaemi, der ramte Filippinerne, Taiwan og Kina sidste måned. Dusinvis af mennesker mistede livet i de lande.

AFP

Den 25-årige Mads Hofmann Jensen er blandt andet blevet fundet skyldig i at have begået flere voldtægter mod unge kvinder. Nu står et af hans ofre frem, og hun har én vigtig besked til andre piger. Læs historien her.